Vi har aftalt at mødes ved indgangen til Akutmodtagelsen på Herlev Hospital 18.30. Et kvarter inden nattevagten begynder for afdelingsjordemoder Katja No Richter.
- Har du fået sovet?, spørger hun.
Svaret er nej, jeg kunne ikke sove, da jeg forsøgte mig med en morfar midt på dagen.
- Bare vent til klokken bliver 04.00, siger hun og griner lidt.
Katja No Richter viser vej til kælderen. Hun skal trække en runde rent arbejdstøj i automaten.
- Når man arbejder med fødsler, bliver man lidt beskidt til tider, siger hun og skanner sit arbejdskort.
Maskinen summer og leverer to turkise t-shirts med Region H-logo og et sæt af de mørkeblå bukser med den gode, skrå lomme til arbejdstelefonen.
Jeg skal snart opdage, at den telefon ringer konstant. 10 gange i timen? Eller 20?
- Jordemoder Katja, goddag, svarer hun. Lytter. Træffer beslutninger.
Fødemodtagelsen ringer om kvinder på vej. Jordemødrene på stuerne ringer, når fødslerne ikke skrider frem som planlagt, hvis barnets hjertelyd dykker, eller mor får feber. Hvad er næste skridt?
Med et kamera har jeg gennem tre måneder fulgt Katja No Richter og hendes kollegaer på fødeafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital. På tidlige morgenvagter og nattevagter uden søvn. For det er jo en del af deres arbejdsliv.
Fødeafdelinger holder aldrig lukket.
Det er blevet til serien Livet på Fødegangen, der kan streames på tv2kosmopol.dk og på TV2 Play.
Ro på
På en vagt er jeg med på en fødestue, hvor babyens hjertelyd falder under veerne i et badekar.
Jordemoderen lytter intenst til rytmen. Træffer en beslutning og guider bestemt, men roligt den fødende kvinde ind på en briks. Baby skal hurtigt ud. Hun kalder afdelingsjordemoderen ind. Beroliger parret.
- Det er ok, vi holder bare godt øje med hende.
Jeg ser dem træffe mange beslutninger på hver vagt. Af den slags, der i bund og grund handler om liv og død. Jeg forstår ikke helt, hvordan de bevarer roen, når smerterne har taget i kvinderne, og partneren er presset på sidelinjen.
- Det er et meget stort ansvar, men jeg synes aldrig, man står alene, forklarer Katja No Richter og henviser til, at hun jo altid kan vende beslutningerne med andre jordemødre eller læger. De er et team.
Men de står med et hav af vigtige valg på en vagt. Det virker hun helt rolig omkring.
- Der er helt klart et kæmpe stort ansvar for den enkelte jordemoder, men det er jo også noget, vi lærer lige fra starten af, og man skal kunne være i det for at have et arbejdsliv som jordemoder.
På vagterne med fødselslægen Signe Foghsgaard er historien den samme.
Det er hende, der i sidste ende har ansvaret for patienterne på fødeafdelingen. Hun tilser de gravide, der kommer til Fødemodtagelsen - en slags akutmodtagelse for gravide. Hun skal vurdere om de skal indlægges, i behandling eller hjem.
Det er også fødselslægen, der bliver kaldt ind til de komplicerede fødsler, der ikke bare skrider frem som håbet. Er mor og barn for presset, eller kan de fortsætte?
- Nogen gange så skal der tages en beslutning hurtigt, og det er vi heldigvis godt trænet i, de der helt særlige situationer, hvor der ikke er tid til at vente. Og det er også en god følelse at kunne tage den beslutning, siger Signe Foghsgaard.
Beslutninger af den vigtige slags. Jeg får sved på panden ved tanken.
Gråden der taler
På Barselsafsnittet på 3. sal er sygeplejersken Tessa Blom Jensen ved at rede vugger op, så de er klar til nye familier. Jeg kan høre babygråd fra en af stuerne, min mor-radar slår ud, men hun arbejder roligt videre.
- Jeg kan høre, at det ikke er en baby, der har det dårligt. Derfor reagerer jeg ikke på det. Men jeg kan høre, hvis det er en baby, hvor forældrene trænger til lidt hjælp, og så går jeg selvfølgelig ind på stuen, siger hun.
For hende afslører typen af gråd, hvordan baby har det. Eksempelvis har sulten-baby en skinger gråd. En med besværet vejrtrækning lyder på en anden måde, og det samme med en, hvor der er tale om en infektion.
- Så er det en helt særlig gråd, hvor man ikke er i tvivl om, at der er noget galt, forklarer hun.
De har gehør på fødeafdelingen, tror jeg. En evne til at skelne mellem typer af babygråd, støn, skrig eller brøl fra en fødende kvinde.
I fødemodtagelsen ringer kvinderne ind. Jordemødrene svarer, spørger ind og lytter. Er det en kvinde på vej i fødsel, der skal inviteres ind, eller kan hun vente derhjemme?
For det meste kan de høre det. Jeg har aldrig fattet hvordan, for smerte tackler vi jo hver især efter bedste evne, og nogle udtrykker det vel stærkere end andre...?
Erfaring lyder svaret. De har hørt lidt af hvert.
Den gode smerte
Når fødegangen ligger affolket hen, er det tegn på, at der er travlt, finder jeg ud af. For så er alle inde på fødestuerne. Når jeg passerer en dør, kan jeg ind i mellem høre skrig eller brøl fra stuerne. De voldsomste brøl ender gerne med et skrål fra en nyfødt.
Her er smerte en god ting, hvis det er den rigtige slags. For så er det gode veer, der rykker noget. Jordemødrene lytter, hepper, støtter og hjælper damerne med at være i dem.
- Det er en fødsel. Det gør ondt. Og det er ikke farligt, siger afdelingsjordemoder Katja No Richter.
- Du er ved at føde et barn. Det er en vild ting! Hvis man snakker lidt ind i det med, at det er naturlige smerter, så kan man hjælpe kvinden med at kunne rumme det.
Jeg har set hende gå ind på stuer, hvor en fødsel ikke helt skrider frem, som den skal. Kigge en udmattet, fødende kvinde i øjnene og med autoritet og ro, sige; Nu tager vi lige to veer sammen og får den baby ud.
- Kom, kom, kom. Mere endnu. Du kan godt. Ja! Se nu, hvor du flyver.
Og mødrene presser, og spædbørnene lytter med.
Blod, smerte og lykke
Katja No Richter har ikke tal på, hvor mange børn, hun har hjulpet til verden. Men med 12 år som uddannet jordemoder på to af landets travleste fødegange, er det en anseelig portion. Over 1.000 er mit bud.
Tallet varierer mellem de ansatte, men ens for dem alle er det, at de på hver vagt hjælper med at bringe nye liv til verden.
For dem er det et arbejde at få en fødsel til at bliver til en god oplevelse, lige meget om den forløber uden problemer eller er fyldt med komplikationer.
- Parrene kommer ind og lægger hele deres tillid i vores hænder. Det er jo også en stor opgave at skulle tage på sig, må man sige. Så det prøver vi på bedst mulig måde at tage hånd om, siger Katja No Richter.
Jeg har set og lært ikke så lidt undervejs - fødsler er en vild ting. Fyldt med blod, smerter, håbløshed og pressede partnere. Men personalet bevarer roen undervejs og smitter os andre med den.
- Du trækker vejret. Godt klaret. Mega godt klaret.
Og så forløsningen til sidst, når det lykkes at få baby presset ud i verden.
Der virker personalet lige så glade som de nye forældre.
Den slags bliver tilsyneladende ikke rutine.
