En beroligende animation, der varer seks sekunder, eller et pop-up-vindue, der spørger "hvad skal du på Instagram, og hvordan har du det netop nu?"
Den slags små benspænd kan gøre en stor forskel, når det handler om unges forbrug af sociale medier.
Det viser et eksperiment, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennemført med 269 børn og unge i alderen 13 til 17 år.
De unge brugte i gennemsnit 3 timer og 19 minutter hver dag på sociale medier, før eksperimentet gik i gang.
Men efter seks uger havde de små benspænd gjort, at deres forbrug var faldet med over 30 procent.
Dermed fik de unge deltagere, der går i folkeskolen eller gymnasiet, i gennemsnit over en time mere om dagen, som de kunne bruge på andre ting.