Nordsjællands Politi og efterforskere var hele torsdagen til stede på en adresse i Lillerød efter en tragisk hændelse, hvor en 50-årig mand havde skudt og dræbt sin hustru og derefter taget livet af sig selv.
Nu er undersøgelserne ved gerningsstedet afsluttet, skriver Sjællandske Nyheder, der kan fortælle, at den 50-årige gjorde brug af en pistol.
Nordsjællands Politi fortæller til Sjællandske Nyheder, at manden var medlem af hjemmeværnet.
- Vi er bekendt med, at han var medlem af hjemmeværnet, og det er selvfølgelig noget, vi er opmærksomme på i den videre efterforskning. Vi er ved at undersøge, om han også var medlem af en skytteforening, udtaler Nordsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.