Andelen af afgangselever i folkeskolens 9. klasse, som dumper i både dansk og matematik, er stigende.
Det viser en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Ifølge analysen er det knap 12 procent af eleverne i folkeskolens 9. klasse, som dumpede enten dansk eller matematik ved afgangsprøverne i skoleåret 2023/24. Det er en stigning på 1 procentpoint i forhold til året før. Og det er det højeste niveau siden skoleåret 2011/12.
Den stigende dumpeprocent vækker bekymring, og i en pressemeddelelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siger analysechef Emilie Damm Klarskov:
- Det er et samfundsproblem, at hver ottende elev ikke har faglige forudsætninger til at bestå folkeskolens afgangsprøve.
Hun tilføjer:
- Unge, der ikke kan læse, skrive og regne på et tilstrækkeligt niveau, har svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse. Hvis vi ikke vil efterlade en stor del af vores unge på perronen, kræver det investeringer i folkeskolen.
Store sociale forskelle
Hun påpeger samtidigt, at det er børn af børn af arbejdere og børn af forældre uden arbejde, der i højere grad klarer sig dårligt, mens der omvendt næsten ingen er af elitens børn, der ikke består.
- Med folkeskolen har vi egentligt mulighed for at bryde den sociale arv, men det lykkes i ringe grad, siger hun.
I analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peges der blandt andet på kommuner som som Ishøj, Halsnæs, hvor dumpeprocenten er omkring 20.
I den modsatte ende var andelen af elever, der ikke bestod dansk og matematik, lavest i Allerød Kommune (3,3 procent). Også i kommunerne Gentofte og Lyngby-Taarbæk var det mindre end 5 procent af eleverne, der ikke bestod dansk og matematik, skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.